Campfire Security
Booster cybersikkerhedskompetencerne hos IT-professionelle
Lagt online: 08.01.2025

Campfire Security
Booster cybersikkerhedskompetencerne hos IT-professionelle
Lagt online: 08.01.2025

Campfire Security
Lagt online: 08.01.2025
Campfire Security
Lagt online: 08.01.2025
Af Trine Reinholt Andersen, AAU Forskningsinnovation
Campfire Security, en spin-out fra Aalborg Universitet, har sat sig for at løse en af de største udfordringer inden for cybersikkerhed, nemlig manglen på kompetencer og grundlæggende viden blandt IT-professionelle.
I øjeblikket står uddannelse af IT-professionelle i cybersikkerhed over for flere kritiske udfordringer. For det første betyder det hurtigt skiftende trusselsbillede, at nye sårbarheder og angrebsteknikker konstant opstår, hvilket kræver løbende opdateringer af undervisningsmaterialet.
For det andet fokuserer mange undervisningsmetoder primært på teoretisk viden frem for praktisk erfaring, som er afgørende for effektivt at kunne håndtere trusler i den virkelige verden.
Endelig kan omkostningerne og tilgængeligheden af cybersikkerhedsuddannelse af høj kvalitet være en barriere for både enkeltpersoner og organisationer, hvilket forværrer manglen på kvalificerede talenter. For at løse disse udfordringer kræves en kombination af innovative undervisningsmetoder, større investeringer i tilgængelige ressourcer og samarbejde mellem akademia og industri.
Campfire Security tilbyder en fuldt automatiseret og skalerbar løsning til cybersikkerhedstræning af IT-professionelle. Løsningen omfatter en platform til praktisk træning i virtuelle laboratorier baseret på en række læringsforløb, der giver brugeren mulighed for at udforske sårbarheder og svagheder i sikre og lukkede miljøer. Platformen understøtter både individuel læring og gruppeaktiviteter gennem gamification og konkurrencer.
Campfire Securitys platform er tilgængelig for brugerne 24 timer i døgnet, 365 dage om året – inklusive en række ”challenges” i de virtuelle laboratorier. Løsningen skiller sig ud ved at være let tilgængelig for brugerne, da alt foregår i en simpel og intuitiv grænseflade via en browser. Samtidig har virksomheder selv mulighed for at arrangere sociale CTF-konkurrencer mellem medarbejderne for at styrke IT-sikkerhedskompetencerne og øge bevidstheden om cybersikkerhed.
Campfire Security blev grundlagt i 2023 baseret på flere års forskning inden for cybersikkerhed, med det formål at kunne undervise og træne andre i, hvordan man beskytter sig mod den stigende cybertrussel.
Spin-out-virksomheden blev etableret af Kristian Larsen, CEO og tidligere forskningsassistent, Mikkel Christiansen, CTO og tidligere forskningsassistent, Kristian Meincke, salgschef, Amar Djebbara, sikkerhed og drift, samt professor Jens Myrup Pedersen – alle fra Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet.
Med støtte fra Industriens Fond gennem projektet “Cyberskills”, som løber fra 2020-2027, blev Campfire Security oprindeligt startet som en platform kaldet “Haaukins” for danske studerende med det formål at øge interessen og opbygge et fællesskab inden for cybersikkerhed. Efterhånden som platformen begyndte at få opmærksomhed fra industrien, besluttede teamet at undersøge de kommercielle muligheder.
I januar 2024 modtog teamet en InnoFounder-bevilling fra Innovationsfonden og blev desuden en del af projektet “Cyberskills Career”, en fortsættelse af projektet “Cyberskills”, som endnu engang var støttet af Industriens Fond.
AAU Forskningsinnovation har været en del af processen sammen med Campfire Security-teamet, fra afdækning af det kommercielle potentiale i Haaukins-softwaren, sikring af IP-rettigheder til licensering, udarbejdelse af forretningsmodellen, styrkelse af teamdannelsen samt støtte til spin-out virksomhedens deltagelse i “Cyberskills Career”-projektet.
Teknologien blev licenseret til Campfire Security i slutningen af 2023, som lancerede platformen i 2024.